Blog

Mangfoldige Afrika Lever Altid Widere Indeni (MALAWI)

I fredags vores farvel til Emma vi sagde

For hun havde talt sine sidste dage

Det blev gjort med nutella og varme hveder

Nu Emma efter zanzibar leder

(Hun skal ik hjem hun skal hvedere (hehe))

 

P1010726
Emma og Lise med nutella og varme hveder

 

Om aftenen dansegulvet var frit

Så til at danse vi så vores snit

Lørdag ømheden i benene kom

Så planen for i dag var tom

 

fredag aften
Lise og Maria poser med sød malawiansk kvinde

 

Hvad er Mangochi? spørger du

Det var der vi tog hen lige nu (altså i søndags)

Vi badede og hyggede os med parasitter

Åh nej, bare det ikke smitter (we know it will…)

 

P1010747
Lise og Maria med deres værtsmor Chrissy i Mangochi

 

Glade til arbejde vi går (undtagen i mandags hvor der var helligdag)

Selvom der intet på skemaet står

I stedet klæder vi os ud som afrikanske Elsa og Anna

Og indkøb af souvenirs går helt banana

 

Maria og Lise er Anna og Elsa
De afrikanske Elsa og Anna

 

Malawi du har været så god

Men nu af sted vi drog

Tak for varme minder og stunder

Nu vores tid i Malawi runder.

 

P1010712
På gensyn!
Advertisements

LISTE LØRDAG … PÅ EN TIRSDAG

10 oplevelser, vi ikke ville være foruden

Da vi hver især enten har eller skal til at forlade Malawi, bliver dette formentlig den liste listelørdag, vi udgiver – og så endda på en tirsdag!
Vi har denne gang valgt at lave en liste, som opsummerer nogle af de bedste oplevelser, vi har haft i Malawi. Der har selvfølgelig været mange flere, vi ikke ville være foruden, men nyd læsningen, og så får I resten af historierne, når vi er hjemme. 

  1. Da vi mødte Florence i landsbyen Chadada
    Florences historie rørte os meget, og det er noget, vi sent vil glemme. Selvom det var første gang, vi mødte Florence, så åbnede hun virkelig op og fortalte os om hendes liv og udfordringer. Florence er 25 år gammel, fraskilt, og så har hun datteren Tadala på 1 år. Foruden Tadala forsørger hun også sine 4 søskende, da begge forældre er døde. Florence fortalte os, at da hun ikke har noget job og derfor ingen indkomst, så har hun rigtig svært ved at forsørge sin datter og søskende, hvilket bestemt også kunne ses på både Florence selv, men også Tadala. Florence får nemlig ikke nok næring til at producere mælk, hvilket betyder, at hun derfor ikke kan amme, hvilket desværre giver konsekvenser for Tadala.

    P1010681
    Maria og Emma på besøg hos Florence og Tadala
  2. At spise med hænderne
    Selvom det er en meget ”lille” ting, så har det været sjovt at kæmpe med risene og få dem skovlet ind i munden med de bare grabber på hverdagsbasis. Måske vi endda kvitter kniv og gaffel fuldstændig, når vi kommer hjem.
  3. Da vi mødte den sødeste kvinde fra London, som var født og opvokset i Nigeria
    Ved et tilfælde satte vi os ved en kvindes bord i lufthavnen i Addis Ababa, og hun viste sig at være det mest åbne og rare menneske. Hun hed Montio og var læge, og så var hun på vej til Rwanda for at arbejde frivilligt. Selvom vi kun tilbragte en time med hende, så kom vi virkelig rundt om alle livets aspekter, og det var virkelig berigende at møde et menneske med så meget livserfaring at dele ud af, som Montio havde.

    IMG_4710
    Tre trætte piger, men med et nyt bekendtskab
  4. Da Lise, Emma og Maria blev omringet af børn, og syngende og dansende fulgt hen til det sted, vi skulle.
    Efter at have besøgt flere områder i landsbyerne, hvor børnene alle havde det til fælles, at de var relativt generte, kom vi nu til et helt andet område. Fra det øjeblik børnene fik øje på tre azungus i en bil blev de ellevilde! Så snart vi trådte ud af bilen omringede de os og sang og dette fortsatte helt indtil vi satte os ind i bilen igen.P1010671
  5. At danne en relation til værtsfamilien
    På trods af kultur, sprogbarrierer og interesser, så har vores værtsfamilier taget os til dem og behandlet os som en del af familien. Det har virkelig været fantastisk at opleve, hvor hjertevarme mennesker, de er, og vi er så taknemmelige for, at vi nu har fået ”familie” i Malawi.
  1. At sidde i dyner og spiste nutellaboller på balkonen i Nkhata Bay
    Vores tur til Nkhata Bay emmede virkelig af tøsehygge, og dette var der ikke for lidt af, når vi om morgenen sad indhyllet i store dyner og spiste nutellaboller, mens vi kiggede ud over smukke Lake Malawi.
  2. Da vi sneg os ind på Carlsberg-bryggeriet i Blantyre
    Det var ualmindeligt sjovt, hvor langt 3 danskere kunne komme på forbudt område, når man bare spillede lidt dum. Faktisk kom vi helt ind til bryggeriet og kunne nærmest røre den velkendte green, til hvilken vi dog hurtigt måtte vinke farvel, da vores sko ikke levede op til sikkerhedskravet. Selvom vi ikke kom ud med Carlsberg-øl, så var vi en oplevelse og mange grin rigere.
  3. At deltage i MNSSP-mødet, hvor der både var deltagelse af regerings- og parlamentsmedlemmer, donorer, NGO’er og CSO’er
    Det var virkelig fedt at være så tæt på den proces, der foregår, når man skal vedtage et nyt lovprogram. Samtidig fik det os også til at indse, hvor meget det kræver, at man samarbejder på tværs af organisationer, selvom man måske har vidt forskellige mål.
  4. Da vi besøgte hospitaler i Lilongwe, hvor vi fik lov til at høre om deres arbejde med underernærede børn
    Som et led i vores growth monitoring med ECD-gruppen, hvor vi skulle overvåge, at der sker fremskridt blandt de underernærede børn i CBCC’sne, besøgte vi flere hospitaler, hvor vi fik lov til at komme helt tæt på det arbejde, de laver, ligesom det gav et helt nyt indblik i, hvor reelt et problem, hunger egentlig er i Malawi. Hele 21% af børn under fem år i Malawi er nemlig undervægtige, og dette arbejder ActionAid på at ændre i fremtiden.
  5. Da vi fejrede Martha og Richards bryllupsdag og Maries afsked d. 29. april

Flashback Friday pt. VI

Så blev det Emmas sidste uge i Malawi, og den er fløjet afsted. Når du læser det her, er vi alle tre måske på vej til lufthavnen for at sætte Emma på et fly og vinke farvel.

Fredag aften brugte vi på Mamma Mias i Lilongwe, som er en italiensk restaurant. Det er virkelig go-to stedet, når vi craver pizza, så hvis du nogensinde er i Lilongwe og virkelig bare trænger til en formidabel, ægte italiensk pizza, så kan vi varmt anbefale Mamma Mias!

P1010590
Der bliver mumset på Mamma Mias

Lørdag tog Emma så til Salima – en by ved søen – på familieweekend med værtsfamilien og deres vennepar. På turen dertil skulle man igennem landskabet med både bjerge og dale, og det fik virkelig Emma til at tænke over, hvor forskellig Malawi er fra Kenya, og generelt hvor anderledes de afrikanske lande er fra hinanden, hvilket jo er ret fantastisk.
Tiden i Salima blev primært brugt på stranden, hvor der blev grillet, badet, hygget og grint. Vi skulle desuden have været på en bådtur, men dette lykkedes desværre ikke, da bølgerne var for høje – øv!

Maria og Lise brugte weekenden på mange forskellige ting. De fik gået en tur til et mere fattigt/semi urbant område. Det vrimlede med mennesker, og der var masser larm i gaderne. Det var noget helt andet end de stille gader, hvor beboerne holder sig inde på deres egen grund som der, hvor vi bor. Vi gik forbi en stor gruppe kvinder, der sad og pillede majs til majsmel, og de kaldte os ivrigt hen. Alle damerne ville have knus af os, og de virkede så begejstrede over, at vi kom og fandt hurtigt stole, så vi kunne sidde ned. Kommunikationen med damerne var lidt svær, da deres engelsk var begrænset, og vores chichewa ikke er noget at prale af. Kommunikation er dog intet problem, når man tager billeder sammen, så dette ”bondede” vi med de venlige damer over. Derudover var vi både på det kaotiske secondhand marked for at købe tøj, og så købte vi chitengestof til Lise, så både Maria og Lise kan få syet en ægte afrikansk kjole ved skrædderen. Søndagen startede ud med endnu en kirketur, hvilket var Lises første gang i kirke, og det var endnu en gang en sjov oplevelse. Efter kirken tog værtsmoren, Chrissy, og værtssøster Hazel os med til Dedza, hvor Chrissy ville vise os et ”potteri”, og hvor var det dog bare et fint sted! Derefter gik vi rundt i naturen og beundrede de finurlige bakke- og bjergetoppe. Vi sluttede turen til Dedza af med et stykke chokoladekage, og så gik det ellers hjemad igen.


På arbejdet har vi færdiggjort vores projekt om unpaid care work, som vi har arbejdet på siden april. Vi har i denne uge blandt andet udarbejdet en PowerPoint-præsentation, som vi præsenterede for et udvalg af ActionAid-medlemmer onsdag. Her skulle vi altså præsentere vores projekt, vores resultater og vores forslag til, hvordan ActionAid Malawi kan fortsætte med dette projekt i fremtiden. Samtidig delte vores tilhørere deres holdninger til projektet og ligeledes forslag til det videre arbejde, som vi nu overlader til Women’s Rights-teamet på ActionAid.
Tirsdag var vi desuden ude og lave flere follow-ups på konstruktionerne af nye CBCC’s i Lilongwe sammen med ECD-afdelingen. I modsætning til turen i sidste uge, hvor der virkelig var et godt flow i konstruktionerne, så var der flere af stederne på denne tur, hvor de desværre slet ikke var gået i gang. Ifølge Dickson, som er ECD project officer hos ActionAid, er dette et generelt problem, fordi projektet afhænger så meget af en motiveret lokal leder, og hvis lederen ikke er motiveret, så kommer der altså ingen resultater ud af det. Derfor forsøgte Dickson at samle så mange lokale som muligt og give dem en motiverende pep-talk. Derudover viste han dem billeder af andre CBCC’s, hvor konstruktionen skrider fremad og fortalte dem, hvordan lokalsamfundet oplever, at det gavner alle. Nu krydser vi altså fingre for, at dette virker!
Torsdag fik vi lov til at komme ud på en primary school for at se, hvordan deres “Girls’ club” fungerer. I denne girls’ club bruger de tid på at inspirere pigerne og at opfordre dem til at færdiggøre skolen, før de bliver gravide og/eller gift.
Det var så fedt at se, hvad pigerne har lært af at være medlemmer af denne klub på skolen. De havde både skrevet digte, lavet sange og danse om vigtigheden i pigers uddannelse, som de fremførte for os ved en samling for os og hele skolens piger. Ved denne samling fremførte de også en traditionel malawiansk stammedans for os, hvilket også var rigtig sjovt at opleve.
Ligeledes var vi på besøg hos Florence i landsbyen Chatata. Vi havde mødt Florence før, da vi lavede data collection til unpaid care work, hvor hendes historie havde rørt os meget – læs meget mere om det i ListeLørdag i morgen. Men for at give Florence en hånd på vejen og give hende en mulighed for at blive økonomisk selvstændig, gav vi hende en pose med tøj, som hun kunne sælge på secondhandmarkedet. Det var skønt at se, hvor glad Florence blev, og vi håber virkelig, at hun får gavn af tøjet og de penge, det indbringer.

10 råd til en fremtidig frivillig

  1. Forbered dig i god tid

    Der kommer aldrig noget godt ud af forhastede beslutninger. Kom i gang i god tid med at pakke, få ordnet visum, vekslet penge og sige ”På gensyn” til vennerne. For det første bliver dine beslutninger mere velovervejede, for det andet bliver det en mere behagelig afgang, når du har styr på alting.

  2. Hav styr på rejseforsikring

    Om du selv står for den eller om dit ”rejseselskab” står for den, så er den uhyre vigtig at have – især når man rejser til eksempelvis Afrika, som er så anderledes end det, du og dit immunforsvaret er vant til. Man er virkelig naiv, hvis man tror, at man kan komme igennem et længere ophold i udlandet uden bare et enkelt besøg på hospitalet. Og ja, vi taler af erfaring.

  3. Hygiejneprodukter

    Hvem ved, om du kommer til at gå flere dage uden bad. Det er derfor en virkelig god idé at udruste sig med både hånddesinficerende, intimservietter, vådservietter og lignende – sågar en toiletrulle i tasken gør underværker. Andet kan hurtigt gå hen og blive en virkelig ubehagelig affære, og det er altså bare rarere at være sikker på, at man lige får tørret rumpetten og renset hænderne, inden man spiser.

  4. Lad være med sætte din sikkerhed på spil

    Din sikkerhed er det allervigtigste, og hvis du føler, at du bliver kastet ud i situationer, hvor du tænker, at din sikkerhed måske kan blive sat på prøve, så lad være med at gøre det. Du skal selvfølgelig ud af din comfort zone(det er jo det, hele turen handler om!), men lad være med at tage dumme og naive beslutninger – især hvis du har drukket – for det er altså ikke altid ligesom hjemme i trygge, gamle Danmark.

  5. Vær åben og tålmodig

    Selvom du måske synes, at det at gå på toilettet i et hul eller bade i en balje er grænseoverskridende i begyndelsen, og du elsker måske ikke umiddelbart maden, men keep going – det bliver bedre, og du vænner dig til det. Om en uge eller to er det slet ikke så slemt, som det var, da du kom, og du ender måske endda med at holde en lille smule af det.

  6. Forbered dig på at vente

    Tingene går altså bare lidt langsommere hernede, og der er sjældent hast på. Måske er det irriterende, men hvis du virkelig er tålmodig og i stedet bruger tiden på at sætte dig ind i hvorfor kulturen er sådan, så kommer du altså nemmere igennem det.
    I øvrigt er et lifehack, at du altid skal have en bog med dig, så du har lidt at bruge ventetiden på.

  7. Du er blot ekstra hænder

    Som frivillig overtager du ikke nogens opgaver på arbejdspladsen, og sådan skal det også være. Du kommer jo ikke for at tage nogle af de arbejdsopgaver, som en lokal malawianer, kenyaner eller andet kunne have haft. Af den grund kan det godt være udfordrende at skulle affinde sig med, at der ikke altid er nogle opgaver til dig. Men sørg alligevel for at udnytte tiden, du har på arbejdet, tilbyd din hjælp og stå altid til deres rådighed.

  8. Husk på, at det er ok at få hjemve

    Især i overgangstiderne, hvis du skifter fra et sted til et andet, fx fra hjem til højskole eller fra højskole til volontøropholdet, hvor du er lidt mere sårbar, kan man godt komme til at savne det eller dem derhjemme – og det er helt ok. Et par gode måder at bearbejde hjemveen på, kan være at skrive dagbog, have billeder med hjemmefra eller måske endda breve, som dem derhjemme har skrevet til dig. Men samtidig er det vigtigt ikke at blive opslugt at hjemveen, den går over, og du kommer hjem igen.

  9. Omfavn kulturen.

    I tråd med 5’eren, så er det bare så vigtigt at omfavne kulturen. Brug tid på at sætte dig ind i kulturen og stil spørgsmål til den (her kommer din værtsfamilie virkelig til gavn) og tænk over, hvad vi kan lære af den. Det er jo trods alt en kulturudveksling, hvor både du og de får noget ud af det, og der er med garanti ting, hvor vi kan lære af hinanden og blive beriget.

  10. GØR DET!

    Selvom du måske er i tvivl, og du tænker, at du bliver kastet ud på dybt vand, så er turen det hele værd. Du får venskaber for livet, fantastiske oplevelser og et helt nyt syn og forståelse på/af en anderledes kultur, som du kan gøre brug af og trække tråde til langt ud i din fremtid. Pige såvel som dreng, ung som såvel gammel, så kan vi garantere jer, at I vil elske det.

P1010355
Maria kæmper imod klipperne
P1010531
Lise er glad ved poolen!
P1010301
Emma er excited over mændende bag på vores bil

 

FLASHBACK FRIDAY pt. V

Utroligt nok, så er der gået endnu en uge i Malawi, og vi er virkelig begyndt at kunne mærke, at det lakker mod enden, især fordi det jo har været første uge uden Marie, som natten til søndag fløj videre til Zanzibar.
Men inden vi kørte hende i lufthavnen, og hun tog afsted, holdte vi stor fest hos Emma og Maries værtsfamilie, som både fungerede som en farvelfest for Marie, men også som en fejring af Martha og Richards 11 års bryllupsdag.
Festen foregik i haven med omkring 30 gæster, og hvilken skøn dag vi havde. Vi fik god mad, snakket med en masse af Martha og Richards venner og familiemedlemmer, og så blev der rystet lidt rumpe med børnene – vi prøver virkelig at lære det!

Da dagen gik på held, og gæsterne begyndte at tage hjem, vidste vi godt, hvad klokken havde slået – nu var der nemlig ikke længe til, at vi skulle sige farvel til Marie. Vi fik et par timers lur, inden vi kl. 23.30 satte kursen mod lufthavnen. I lufthavnen fik vi checket Marie ind, givet de sidste farvelkrammere, grædt lidt og vinket farvel. Marie blev altså sendt godt videre til Zanzibar, hvor vi håber – og ved – at hun nyder livet, omend livet er lidt mere ensomt nu, hvor #dreamteam er opløst.

IMG_5562.JPG
En trist Marie, som checker ind og tager afsked med Malawi

Tidligt søndag morgen drog vi igen til lufthavnen, da vi skulle hente vores nye medlem, Lise – læs meget mere om hende i forrige blogindlæg.
Lise ankom med fly fra Kenya, hvor hun havde brugt et par måneder. Nu er hun altså her hos os i Malawi, hvor hun bor sammen med Maria hos værtsmor Chrissie og værtsfar Jordan.
Det var en pludselig omvæltning for mig, da Lise kom, og jeg ikke længere skulle bo alene hos familien. Men det synes jeg altså er meget hyggeligt, det får lidt mine minder om højskoleopholdet i Kenya tilbage, det med at skulle dele værelse med en igen.
Lise synes også, at der er blevet taget super godt i mod hende af både pigerne, men også den søde værtsfamilie. For eksempel får vi hygget specielt meget med UNO sammen med vores værtslillesøster Hazel, hvis motto er ”Losing is not in my vocabulary!”
Derudover har Maria fået Lise med på trenden om at træne med hele familien, så her fik vi både selskab af de to værtssøstre og den lille værtsbror, mens værtsmor Chrissie kiggede på. Så når vi nu får trænet så meget, er det også okay at synde en smule. Derfor valgte vi at familien skulle smage danske pandekager i går, torsdag. Det var dog lettere sagt end gjort, og de blev ikke helt som hjemme i Danmark. Faktisk var det helt umuligt at lave pandekager på deres pande, og vi formåede at brænde deres pande fuldstændig på.
I vores desperation kommer Maria i tanke om en dessert, hun plejede at spise på ski – smush! Så vi besluttede os for at lave scrambled eggs-pandekager med masser sukker på til familien.
Eftersom udfaldet ikke så videre lækkert ud, fandt vi på en lille historie til retten. Det blev simpelthen til en traditionel dansk ret fra vikingetiden, som vi kalder ”vikingcake”. Imponeret over historien (lol) smagte Chrissy og Hazel desserten, men de var ikke videre begejstrede, så det endte med, at vi spiste næsten det hele selv.
Weekenden var til vores store glæde en forlænget weekend, da mandag var Labour Day, som er en helligdag hernede. For os betød helligdagen ikke, at vi lavede noget specielt, men der var da – som der også er i Danmark og alle mulige andre steder i verden – et par taler af blandt andre præsident Arthur Peter Mutharika.
Vi brugte derimod dagen på at tage til poolen på hotellet Ufulu Gardens, hvor vi badede og solede. Det var virkelig dejligt at komme ned på jorden efter et par hektiske dage med hele 2 ture til lufthavnen.

På arbejdet har ugen været lidt stille, og hvor vi i sidste uge havde flere field trips, så har vi i denne uge kun været på én tur. Denne tur gik ud på at tage ud til 3 CBCC’s(en slags børnehaver), som er ved at blive opført, og tjekke, om disse opfylder ActionAids krav, hvad angår rum, størrelse og sikkerhed. På denne tur fik vi desuden mulighed for at møde en masse lokale, da Dickson, vores kollega fra ActionAid, sørgede for, at vi kom besøg i lokale hjem. Derudover fik vi lov til at hjælpe med at lave mursten, som var til stor morskab for de arbejdende mænd, da vi ikke rigtig kunne finde ud af det. Men sjovt var det!

(Dette blogopslag er desværre fattigt på billeder, da internettet simpelthen har været for dårligt til at loade billeder i denne uge. Det beklager vi!)

Lise er kommet til Malawi!

Marie tog af sted fra Malawi lørdag nat, og morgenen efter ankom jeg, Lise. Jeg er 19 år gammel og bor i Taulov, der er en meget lille by nær Fredericia i Jylland, som er pænt død for at være ærlig. Jeg blev student sidste sommer og besluttede mig så et halvt år senere, at det var på tide at komme ud af min tryghedszone og opleve en helt anden kultur og forhåbentligt give et positiv bidrag gennem det frivillige arbejde. Inden jeg kom til Malawi, har jeg været 3 måneder i Kenya, hvor jeg har arbejdet som frivillig på både børnehjem og skole. Efter min tid i Kenya er jeg spændt på at se, hvilke ligheder og forskelle der er på de to lande og prøve at lave organisatorisk arbejde. Jeg skal dog kun være her 20 dage, men jeg håber stadig at kunne komme ind under huden på kulturen på så kort tid.

Allerede nu kan jeg mærke tydelige forskelle på de to placeringer. Ved første øjekast er der også en synlig forskel, da Malawi er meget mere frodigt end Kenya. Jeg har i lang tid ikke set så mange blomster og buske, hvilket er en fryd for øjet. Udover synet af Malawi, er der også måden Malawis lyder eller mangel derpå. I Mombasa var der ikke et tidspunkt, hvor jeg kunne sidde i fred og ro og bare nyde stilheden – der er altid støj! I den tid jeg har været i Malawi, hvilket nu er to dage, har jeg oplevet mere ro end under hele mit ophold i Mombasa. Hvis ikke det var menneskerne på gaden, der råbte ”mzungu” (hvid mand) efter én, uanset hvor man gik hen, så var det hønen, der trofast hylede hver morgenen, eller ”matatuen” (den slags bus de kører i), som hørte det mest hårde hiphop musik kl. 7 om morgenen på vej til arbejde. Dette skabte både et kaotisk men også livligt miljø, som man egentligt hurtigt vænnede sig til. Uanset hvor man befandt sig, var man aldrig helt alene med ens egne tanker, derfor nyder jeg også virkelig at komme til Malawi, hvor man på en anden måde kan ånde ud og nyde stilheden. Det er helt sikkert også pga. det kvarter, vi bor i, her er finere end det, jeg kom fra, hvor naboer boede op af ned af hinanden, og selv på toilettet var man ikke alene, når naboerne hørte musik eller snakkede højlydt. Dog er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg kommer til at savne at alle i området, hvor jeg boede, hilste og ligefremt råbte efter én for at få ens opmærksomhed. Dette har selvfølgelig også noget at gøre med ens blege hud, som de var meget fascinerede over, og jeg har endnu ikke hørt nogen råbe efter én på gaden her, hvilket virker så mærkeligt. Nu skal jeg vænne mig til selv at gøre en indsats for at komme i kontakt med lokale, og at man ikke er interessant på samme måde, som man følte sig i Mombasa. Dette er også rart, da man også kan blive mættet af folk, der vil i kontakt med én, og nogle gange vil man egentligt gerne bare være en blegfed dansker, der passer ind i mængden.

Det her er selvfølgelig kun førstehåndsindtrykket efter blot to dage, og jeg er spændt på at se, hvad de næste 20 dage bringer, og jeg er sikker på at flere forskelle og ligheder dukker op undervejs.

LISTE LØRDAG

10 ting i Malawi, der får os til at smile

  1. Vores værtsfamilier
    Man er altid sikret at få et smil på, når er hjemme, hvad end det er fra fjollede påfund fra børnene eller takket være de gode samtaler med vores værtsforældre. De er der altid for en, hvis man har behov for at tale, uanset om det er om ens dag, eller hvordan man har det.
    At to familier uden lige tager 3 unge mennesker ind i deres hjem og gør dem til del af hverdagen – det synes vi er ret fantastisk.
  2. Fredagskakao
    ActionAid tilbyder gratis kaffe, te og kakao i køkkenet hver dag, og især sidstnævnte er et hit hos os tre sukkergrise. Hver fredag står den altså på fredagskakao, som selvfølgelig fyldes godt op med sukker og mælkepulver. 10hi.
  3. Fieldtrips med ActionAid
    Det anderledes landskab, oplevelserne man tager med hjem og alle de forskellige personligheder, vi møder, det gør virkelig en glad. Arbejdet hos ActionAid er virkelig en god måde at stifte bekendtskab med kulturen samtidig med at lave frivilligt arbejde, og det er noget, vi virkelig smiler over.
  4. Deres farverige tøjsstil
    Hold kæft, hvor er vi egentlig kedelige i Danmark i vores sorte og grå tøj. Selvom dette ikke nødvendigvis er det, vi ville hoppe i som det første, så er livet altså bare mere festligt i farverigt billionairekjoler eller kjole med matchende hat.
  5. Den ugentlige ændring af frisure
    Vi har virkelig indset, hvor meget ens udseende ændres, når man ændrer sin frisure. Hernede sker ændringen i frisure ca. en gang om ugen pr. person, hvor man går fra kort hår til fletninger til page til krøller til glat. Tro os når vi siger, der er ingen begrænsninger.
  6. Gæstfrihed
    Hvad enten det er en minibus eller i hjemmet, så kan der altid squizes en ekstra ind, om man så skal spise på gulvet eller sidde på skødet af hinanden.
  7. Malawianeres måde at udtrykke sig på
    Hvis der er nogen, der kan grine højt, så er det malawianere. Der er kæmpe schwung på grinet og fuld fart med ”EH” og ”IISH”. Så store smil og grin kan man ikke andet end at blive glad i låget af.
  8. Trang til at få nye venskaber
    Hvor end vi befinder os, så er der altid en malawianer, der vil snakke, og det ender altid i en udveksling af telefonnumre og et ”we should hang some time”. Selvfølgelig er det i vores øjne lidt skørt at gå hen til en fremmed og bede om deres telefonnummer, men det gåpåmod kunne vi danskere da godt lære lidt af.
  9. DANS!
    I Malawi kan man virkelig ryste rumpetten – og det går ikke stille for sig. Der danses til enhver anledning, og selv 4-årige er bedre til at danse end vi tre danskere med to venstrefødder hver, men det holder os ikke tilbage fra at prøve.
  1. ”Pang’ono, pang’ono”
    Det betyder ”little by little”. I Malawi har man ikke travlt, og det vi ikke når i dag, det når vi i morgen. Selvfølgelig kan det hænge en laaaangt ud af halsen, men hvor er det rart, at man ikke behøver at stresse rundt hele dagen hver dag.

 

FLASHBACK FRIDAY pt. IV

Endnu en uge i Malawi er gået, og selvom vi har forsømt bloggen lidt på det sidste – det beklager vi virkelig – så er hverdagen i Malawi fløjet forbi.
I mellemtiden har vi blandt andet været på ferie i Nkhata Bay, som i kan læse om i forrige indlæg, Emma og Marie har været på rideweekend, og så har vi haft travlt med arbejdet, hvor vi blandt andet har besøgt en række hospitaler og CBCC’s i Lilongwe. Alt dette kan i spørge meget mere ind til, når vi kommer hjem om ikke så længe.

Denne uge har dog været lidt særlig, idet det faktisk er Maries sidste. Lørdag nat rejser hun nemlig videre til Zanzibar, hvor hun skal bruge de næste 14 dage, inden hun drager hjem til Danmark.

I denne uge var det desværre Marias tur til at være syg, så nu har vi alle haft en omgang sygdom. Hun brugte derfor de fleste dage i ugen hjemme, men frygt ej – hun er heldigvis på toppen igen nu.

Marie og Emma har dog fået ugen til at gå med to ture ud i felten, tirsdag til Ntchisi og onsdag til Dedza. Her har de samlet data til vores unpaid care work-undersøgelse, som vi i øjeblikket er i gang med at udvikle til ActionAid Malawis nye femårige landestrategi. Målet er nemlig, at ActionAid skal forsøge at imødekomme den byrde, kvinderne har i form af unpaid care work(de opgaver, som skal ordnes i hjemmet). Dette kan både gøres ved at presse regeringen til at ”tage” nogle af opgaverne, fx ved flere og bedre muligheder for børnepasning mv., men også ved at sørge for, at befolkningen ved og indser, at det er et reelt problem, som hindrer kvinderne i at tage et betalt job og dermed tjene penge til husholdningen – og på den måde også blive mere økonomisk selvstændige. Men nok om det teoretiske.
Afsted til Ntchisi og Dedza kom Marie og Emma altså, og hvilke ture, de kom på! Her fik de virkelig ”African Time” at smage, da de ventede på chaufføren i 3-4 timer begge dage, men ikke desto mindre var turene skønne, og Malawi bliver kun mere og mere fantastisk jo mere af landet, man oplever.
Især i Dedza oplevede vi, hvordan klimaet ændrerede sig drastisk, selvom vi kun kørte 2 timer væk fra Lilongwe, hvor vi bor. I Dedza, som er en bjergby, er temperaturen nemlig noget lavere og vejret mere gråt, end vi er vant til, så det var virkelig lidt af et chok pludselig at skulle have en varm trøje på, når vi normalt går rundt i t-shirts.
Apropos vejret, så er Malawis regnsæson ved at synge på sidste vers, og inden længe bliver vejret meget koldere, end det er nu, og vi kan faktisk allerede mærke en forskel i temperaturen.


Et af de helt store højdepunkter ved denne uges ture var, at vi begge dage havde fået lov til at få activistaer(ActionAids netværk af unge aktivister) med. Deres rolle var primært at oversætte for os, men det var virkelig også bekræftende at møde unge malawianere med så store stemmer og en trang til at ændre samfundsstrukturerne i Malawi til det bedre.
Det var virkelig givende at opleve, hvordan de ikke har noget imod at stikke lidt til folks holdninger og gøre dem opmærksomme på, at de rent faktisk har mulighed for og stemmerne til at ændre den kultur, som de selv er en del af.
Selvom politik i Malawi og mange andre steder i Afrika generelt er et meget tabubelagt emne, så havde Activistaerne ikke noget imod at dele ud af deres holdninger og fortælle, hvad de synes er forkert, og hvad de ønsker ændret i fremtidens Malawi.

Ydermere fik vi – som en del af Global Action Week – lov til at deltage i Activista Malawis fotoaktion. De havde valgt at fokusere på Sustainable Development Goal nr. 4, som omhandler uddannelse. Her i Malawi bliver der arbejdet meget på, at skattesystemet skal finansiere et godt og bæredygtigt uddannelsessystem, og nogle af sloganene lyder som følger: ”Tax pays for my class room” og ”Tax pays for my future”.

activista
Fotoaktion med Activistaen, Chisomo

Og i den seneste tid, hvor vi har deltaget i møder omhandlende de ovenstående emner, er vi endda blevet spurgt om, hvordan vi får så mange gratis goder i Danmark, heriblandt gratis uddannelse. Hertil har vi hver gang svaret, at vi såmænd betaler omkring halvdelen af vores indkomst i skat, således at staten har råd til at ”give os” disse ting, som vi nyder godt af.
Vi tror, at disse samtaler har været gunstige for begge parter, i og med at vi tre danskere indså selvfølgeligheden i, at det kræver et skattesystem, som er troværdigt, mens at malawianerne indså, at man i fællesskab som en del af samfundet kan arbejde sig hen i mod et mere bæredygtigt uddannelsessystem blandt andet igennem skattebidrag.

ems.png
Til møde med en masse Primary lærere, der var interesserede i Danmarks uddannelsessystem 

Som skrevet tidligere i indlægget er dette Maries sidste uge i Malawi. To måneder går susende stærkt, og det er egentlig svært at forstå og fordøje alle de indtryk man har fået på denne korte men begivenhedsrige tid. Efter to måneder er man kommet ind i en daglig rytme, og man ved lige, hvordan man skal begå sig blandt de lokale – her føles egentlig som hjem. Derfor har den sidste uge været svær, fordi man ’pludselig’ skal rive rødderne op igen, tage benene på nakken og sige farvel (forhåbentlig på gensyn) til alle de fantastiske mennesker, der på hver sin vis er gået lige i hjertet.
Blandt andet børnene hos værtsfamilien har man skulle forberede på den komne afsked i weekenden. Til dem er det vigtigt at forklare, at der ikke bliver taget afsked, fordi jeg ikke kan lide dem (som den 4-årige har spurgt om tidligere på ugen), men derimod fordi opholdet er slut, og der er folk, der venter hjemme i kolde Danmark.
Det er altid svært at sige farvel til noget, man holder af, men alting har en ende, og dette er endestationen for Marie. Lørdag skal vi afholde Emma og Maries værtsforældres bryllupsdag sammenslået med Maries afsked, hvor den nærmeste familie kommer på besøg til frokost, hygge og dans i haven – og hvilken bedre måde at sige farvel til en del af det danske #dreamteam end en fest?
Emma og Maria holder dog skansen her i Malawi lidt endnu, og skal opleve en masse andre spændende ting. Når Marie har fået tid til at fordøje og reflektere over opholdet på Zanzibar, kommer der et indlæg med tanker, gode råd og små anekdoter fra tiden som højskoleelev i Kenya og frivillig i Malawi.

PÅSKEFERIE VED LAKE MALAWI

At være på arbejde hos ActionAid og bo hos familier er rigtig dejligt – men lige så dejligt er det at tage på “ferie” og slappe af. Derfor tog vi i påsken til det nordlige Malawi for at opleve den billedskønne sø, som er lige så stor som Danmark. Vi boede i fisker/party-byen, Nkhata Bay, hvor vi var indlogeret på perlen, Mayoko Village (blandt folkemunde kaldet “Mallorca”).

På Mayoko brugte vi det meste af vores tid på at plaske rundt i den klare og smukke sø. Vandaktiviteterne bestod blandt andet af at snorkle blandt de søde små fisk ved klipperne, padle rundt på SUP-boards, kæntre i kanoer utallige gange, hoppe fra klipper, fodre fish eagles og udsprings konkurrence fra en ponton i vandet.
Aftenerne stod på lækker mad, billige drinks og dans med de lokale (bedre kendt som Happy Coconut og Guacamole)

Vi kunne skrive længe om alle disse eventyr, men vi vil lade billederne tale for sig selv, da alle ved, at “et billede siger mere end tusinde ord”

P1010489
Dette er Mayoko Village set fra en båd
18034928_10207255314776168_1920629912_n
Morgenlæsning på terrassen
P1010321
Aberne boede i træet ved siden af vores hytte
18052802_10207255319376283_2123984878_n
Selfie på bådtur
P1010433
Maria med den smukke udsigt
P1010472
Efter udspring på klipper
P1010459
Lokale tilskuere ved volleyball på stranden
18073556_10207255328376508_1691970963_n
Marie nyder en kold Carlsberg efter nervøst udspring
17974510_10208558235219738_627136615_n
Maria måtte tildækkes efter for længe i solen
18052575_10207255317376233_125691152_n
Emma og Marie leger på pontonen
P1010383
Lokale fiskere i trækanoer
17965802_10208558233219688_1513919817_n
Her skulle vi selv prøve kanoer
17965645_10208558233139686_1412797458_n
Det så godt ud før vore kæntringer
P1010371
Denne lækre sag blev Maria jagtet af i vandet
18052639_10207255315696191_749725790_n
Drinks og nye venner i baren
18072874_10207255326776468_1419744860_n
Marie prøver at afblege sit hår med citron
18072625_10207255328976523_1054388476_n
Farveldrinks fra os, vi ses snart igen

 

10 TING MAN SAVNER EFTER 2 MÅNEDER I AFRIKA

  1. En ordentlig, reel afføring.
    Den der afføring, der sidder klar-parat-tryk, og hvor man bare føler, at man bliver 10 kg. lettere.
  1. Deodorant-kutymen
    Det lader bare ikke til, at folk hernede gør sig det store i deodoranter. Og den svedige odeur er bare ikke den fedeste, når man sidder 20 mennesker klemt sammen i en minibus i 30 grader.
  1. At man kan regne med, at der er strøm i huset.
    I Malawi er strøm ikke noget man kan regne som en selvfølge. Hvis der er strøm om morgenen, kan du bide dig selv i banditten på, at det IKKE er der, når du kommer hjem fra arbejde om aftenen. Og det er altså et problem, når man ikke kan se KUWTK, oplade sin telefon og lave sin højtelskede havregrød.

  2. At have mere end 5 trøjer at vælge mellem og kunne gå i fodtøj, der ikke lugter
    Efter næsten 2½ måneder i de samme beklædningsgenstande, er det ved at være pænt øv-bøv, at blive kategoriseret som Marie med de blå blomster, Emma med de sorte lange bukser eller Maria med mønster.

  3. At folk ved, at Marie og Maria rent faktisk er to forskellige navne
    ”Oh, your name is Mary? In chichewa, we call it Maria – you have the same name, he he he” – NEJ

  4. At blende ind i mængden
    Det der med at være normal og kunne gå og være blegfed sammen med alle de andre på Hillerød gågade, det savner vi! Det var sgu egentlig meget rart, da man ikke altid at skulle have overskud til at vinke og sige hej, bare fordi man er hvid.

  5. En vaskemaskine
    Vi har sagt det før, og vi siger det igen – håndvask er ikke sjovt. Slet ikke når man ender med brandvabler og blødende hænder.

  6. Et varmt brusebad, hvor man er sikker på at kunne få al shampooen ud
    Badene hernede er nærmest pest eller kolera. Enten står du i det koldeste brusebad, du nogensinde har været i, og forsøger at vaske dig, mens du hopper på stedet for at holde varmen, eller også foregår det med en balje med brændende varmt vand, som du ihærdigt forsøger at fordele ud over kroppen. Her kommer du selvfølgelig mere svedende ud, end du gik ind.

  7. At høre radio (som ikke er kristen radio).
    At starte hver morgen ud med den kristne pendant til Mads og Monopolet, hvor der blandt andet bliver diskuteret, hvordan du seksuelt pleaser din mand som kristen kvinde, eller hvordan du fuldstændigt skal hengive dig til gud.
    Pleeeease, giv os nu bare den rigtige Mads og Monopolet tilbage.

  8. At måtte gå ud efter mørkets frembrud
    Hernede slutter dagen kl. 18, for så er det mørkt og dermed for farligt at gå ud. Herefter har du tre muligheder: Læs en bog, se TV eller gå i seng. #vildweekend #megetsøvn